Som 18-årig mistede Cæcilie synet og røg dybt hun ned i et sort hul. Midt i mørket blev hun mødt af en hospitalspræst, der sagde noget, som ingen andre havde sagt til hende. I dag ville hun ikke være synstabet foruden.

- Hold kæft, hvor er det noget lort.

Disse ord var det første, Cæcilie Valla Broman hørte fra sin sygeseng, da hospitalspræsten trådte ind på stuen. Og det var ingen underdrivelse. Efter to separate ulykker med ét års mellemrum, var Cæcilies verden permanent blevet omsluttet af totalt mørke. Hun var blevet blind i en alder af 18 år.

- Jeg var lige startet i 3.g, og jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle fortsætte livet uden synet. Det føltes helt uvirkeligt, som om jeg røg ned i et sort hul, fortæller Cæcilie.

Hun var netop begyndt at løsrive sig fra sine forældre og danne sin egen identitet. Følelsen af, at hele livet lå foran hende, var pludselig forsvundet. Hvordan skulle hun lære at stå på egne ben, når hun pludselig havde mere brug for sine forældre end nogensinde før? Og hvordan indtager man den store vide verden, når man bogstavelig talt ikke kan se den? Tankerne kørte rundt og lavede ottetaller i hovedet på Cæcilie.

Under indlæggelsen lagde fortvivlelsen og frygten for fremtiden sig som en tåge omkring hende. En tåge så tyk, at det var umuligt at se igennem den.

- Jeg kan huske, at jeg lå i hospitalssengen og sagde til mine forældre, at jeg ikke havde lyst til at leve. Det er var det moment, hvor jeg følte mig længst nede, erindrer hun.

Mødet med præsten 

På hospitalet blev hun og familien tilbudt at tale med en hospitalspræst. Uden at gøre sig de helt store tanker takkede Cæcilie ja til samtalen, der senere skulle vise sig at blive skelsættende for hende.

Da præsten trådte ind på stuen, kunne Cæcilie mærke, at der var noget betryggende over hendes tone og tilgang til situationen. I stedet for at berolige hende med, at det hele nok skulle gå, sagde hun de famøse ord – at det var ’en rigtig lortesituation’.

- Jeg følte mig meget mødt. Lige dér havde jeg ikke behov for, at nogen skulle vende det til noget positivt eller for at se fremad, fortæller Cæcilie.

Hun oplevede det som stor lettelse, at hospitalspræsten fra starten af skabte et rum, hvor de frit kunne tale om tunge eksistentielle emner, der normalt kan være forbundet med berøringsangst. Samtidig var præsten i stand til at se på situationen med nogle andre briller end det sundhedsfaglige personale og familien. Hun kom ikke for at uddele smertestillende medicin, men blot for at være nærværende og lyttende.

- Jeg var ude af den og havde svært ved selv at formulere, hvad der foregik i mit hoved. Det var rigtig rart, at hospitalspræsten turde sætte ord på de svære ting. Det hjalp mig med at få styr på mine tanker, genkalder Cæcilie.

LÆS MERE: Hospitalspræst: Vi skal turde bliver i håbløsheden

En skelsættende sætning 

Som samtalen skred frem, vovede Cæcilie sig ud på usikker grund og italesatte sin største frygt – at hun havde lyst til at give op på livet. Til det svarede hospitalspræsten med en sætning, der den dag i dag stadig står soleklart på Cæcilies nethinde.

- Man kan jo altid dø, så hvorfor ikke prøve at leve først?

Ordene rungede videre lang tid efter, at præsten havde forladt rummet. Måske havde hun en pointe? Cæcilie havde jo egentligt ikke prøvet at leve som blind endnu. Tågen lettede for en stund. Cæcilie, der i dag er 29 år og arbejder som psykolog, mener, at ordene var med til at rykke ved nogle ting på et tidspunkt, hvor hun havde allermest brug for nyt perspektiv.

- Jeg kunne jo ikke gøre noget ved, at jeg havde mistet synet. Jeg kunne vælge at lægge mig ned og give op, eller jeg kunne vælge at fortsætte og gøre de ting, jeg havde lyst til, fortæller hun.

LÆS MERE: Den dag Morten besluttede sig for at dø, var dagen, hvor han begyndte at leve

Det skulle være løgn 

Da Cæcilie blev udskrevet, havde hun fået fat i et lille håb. Men selvom hun havde valgt ikke at give op, var det en hård proces at acceptere skæbnen helt. Hver gang hun trådte ét skridt frem, trådte hun to tilbage.

- I tiden efter hospitalet sad jeg i en følelsesmæssig rutsjebane. Jeg kunne gå fra at være positiv og tænke, at det hele nok skulle gå, til en time senere at være helt nede i kulkælderen.

En dag skete der noget. Cæcilie beskriver det selv, som om der ud af det blå ”blev trykket på en kontakt i hende”. Det skulle være løgn. Synstabet skulle ikke begrænse hende, tværtimod. Det blev nu hendes drive.  

- Selvom jeg selvfølgelig gerne ville have været ulykken foruden, ser jeg det også som en gave. Jeg er blevet mere taknemmelig for det, jeg har, og på en eller anden måde er jeg blevet mere modig. Jeg har prøvet en masse grænser af og kastet mig ud i ting, som jeg højst sandsynligt ikke ville have gjort, hvis jeg stadig havde synet, fortæller Cæcilie.

 Efter lidt betænkningstid tilføjer hun smilende:

- På en eller anden måde er jeg blevet tvunget til at være mere til stede i nuet, for jeg kan jo ikke se noget. Jeg bliver ikke distraheret på samme måde. I starten syntes jeg, at det var vildt kedeligt, men nu synes jeg, at det er rigtig rart. Det gør det nemmere for mig lige at stoppe op og nyde, hvor jeg er.

Tekst og foto: Anton Schou Larsen